Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

Fortsæt med at handle

Hyggelig altanindretning med farver, tekstiler og blomster

Midt på Østerbro i København har Ann-Sofie, Mathias og deres lille Otto skabt et uderum fyldt med farver, tekstiler og hverdagsliv. For dem er altanen ikke bare ekstra kvadratmeter - den er en naturlig forlængelse af hjemmet. 

“Vores altan betyder utrolig meget – det er et ekstra rum i lejligheden,” fortæller Ann-Sofie.  

“Når vi bevæger os ind i forårsmånederne, står døren stort set altid åben fra morgen til aften.” 

Her bliver der drukket morgenkaffe i morgensolen, nydt lange sommeraftener med aftensmad under åben himmel og skabt små rolige pauser midt i en travl hverdag. Selv en lille altan i lejlighed kan føles som et frirum med de rette farver, planter og hyggelige detaljer. 

Gør plads til personlighed 

Ann-Sofie finder inspiration til sin altanindretning gennem Instagram og boligmagasiner, men hendes altan handler først og fremmest om at skabe et rum, der føles personligt og afslappet. 

“Jeg synes, det kan noget særligt, når man blander nye og gamle ting. Jeg elsker forskellige former og størrelser på krukker, forskellige blomster og planter og masser af farver og mønstre på tekstiler.” 

Det er netop dét, der giver altanen liv.  

Sådan skaber farver en hyggelig altan

Hos Ann-Sofie spiller farver en stor rolle - især når sommeren rykker tættere på. 

“Jeg elsker at bruge farver i indretningen til at skabe liv og energi. Små farverige elementer som lanterner, bløde puder og tæpper kan gøre en stor forskel.” 

Stemningen på altanen kan ændres med ganske få greb. Nye blomster i krukkerne, et tæppe over stolen, en pude i en ny farve eller en lanterne, der tændes, når aftenen falder på. Små detaljer, der får rummet til at føles nyt igen. 

Sådan bliver altanen klar til foråret

Når foråret nærmer sig, starter Ann-Sofie helt fra bunden. 

“Jeg rydder altanen helt, vasker, skrubber og olierer den på ny. Der er intet bedre end at indrette på ny med friske blomster og nye puder og tæpper.” 

For hende bliver altanen altid ét af de første rigtige tegn på forår. Alt bliver frisket op, farverne får lov til at fylde igen, og altanen bliver klar til morgenkaffe, leg på gulvet og lange aftener med tæpper omkring skuldrene. 

For at få mest muligt ud af sæsonen bruger familien både varmelampe, tæpper og parasol, så altanen kan bruges fra de første forårsdage og langt ind i efteråret. 

Ann-Sofies 3 bedste tips til en hyggelig altan 

1. Fyld masser af blomster og krydderurter 

Brug altankasser og krukker til at skabe liv, farve og duft. Bland gerne blomster, grønne planter og krydderurter for at skabe liv og stemning. 

2. Brug tekstiler og små detaljer 

Puder, tæpper og små dekorative elementer gør altanen mere personlig. Det er også en nem måde at ændre stemningen på fra sæson til sæson. 

3. Vælg møbler med omtanke 

Gå efter få, funktionelle møbler og undgå, at altanen ender som opbevaringsplads. Der skal være plads til at sidde, slappe af og nyde øjeblikket. 

rice favoritter til altanen

Hos Ann-Sofie og familien er de farverige puder og tæpper fra rice blevet faste favoritter på altanen. 

“De er med til at skabe en hyggelig og farverig stemning. Vi bruger dem både i loungemøblerne, til leg på gulvet og til at pakke os ind på kølige aftener.” 

Med blomster, tekstiler og små farverige detaljer bliver altanen et lille frirum midt i byen - et sted til morgenkaffe, bare tæer, aftensol og hverdagsmagi i det fri.