RICE Støtteprojekter
– ”No one can help everyone,
but everyone can help someone”

Hos RICE sætter vi en ære i at deltage aktivt i støtteprojekter rundt om i verden. Gennem årene har denne indsats inkluderet forskellige udviklingsprojekter lige fra samarbejde med internationale organisationer, der yder aktiv støtte i verdens brændpunkter til mindre projekter i de lande, hvor eksempelvis vores egen produktion finder sted.

Som konsekvens af krig, fattigdom eller naturkatastrofer er der overalt i verden konstant brug for akut hjælp i form af mad og rent drikkevand til krigszoner, støtte til skolegang eller hjælp i form af genopbygning af områder ramt af orkan eller Tsunami… Det kan være svært at hjælpe alle steder på samme tid og desværre umuligt at hjælpe alle… Men hos RICE tror vi på, at gøre noget frem for intet og vi hjælper hvor vi kan, fordi vi arbejder med hjertet ud fra filosofien,”No one can help everyone, but everyone can help someone.”

Nedenfor finder du en oversigt over vores støtteprojekter gennem årene…

2019: Lakshya Foundation, Indien

I New Delhi i Indien ligger fonden, Lakshya. Lakshya blev grundlagt i 2004 af Umesh Kumar og en gruppe af hans tidligere venner, der alle har levet et liv på gaden. Fonden startede som en lille virksomhed, der producerede tasker af lamineret stof og avispapir. I 2004 gik overskuddet fra taskerne til at hjælpe gadebørn i New Delhi til et bedre liv, bl.a. hjælp til mad og husly, men også til skolegang, således at børnene blev klædt på til at varetage eget liv og få et arbejde.

I dag producerer Lakshya stadig tasker og skaber via produktionen arbejdspladser til fattige kvinder i New Delhi. Hovedformålet med fonden er i dag at hjælpe underbemidlede børn og unge til at få en højere uddannelse.

I 2019 går vores støtte til Lakshya. Vi støtter med 1.5 Euro pr. solgt taske, som går direkte til at hjælpe underbemidlede børn i Indien til at få en videregående uddannelse.

2017-2019: UNICEF

I 2017 startede RICE og UNICEF et 3-årigt projektsamarbejde med det formål at hjælpe udsatte børn i verdens brændpunkter. Omkring 67 millioner børn sulter verden over pga. krig og fattigdom og omkring 844 millioner mennesker har ikke adgang til basale vandforsyninger. Hvert år forsyner UNICEF millioner af børn med mad og rent drikkevand og hjælper disse børn med at overleve og trives under vanskelige forhold.

RICE er stolt af at kunne støtte UNICEFs arbejde med at hjælpe udsatte børn i kriseområder verden over. Fokus har været at hjælpe børnene med at bevare håbet for en lysere fremtid, når katastrofen rammer. Det første projekt i 2017 hed ”Cups of Hope”, i 2018 hed projektet ”Hope is Bright” og i 2019 hedder projektet ”Never Lose Hope”. Til hvert projekt har vi udviklet specielle ”Hope”-produkter udelukkende med det formål at støtte UNICEFs arbejde.

Ved hvert salg af disse produkter, donerer RICE 1.5 euro – disse 1.5 euro kan skaffe 1800 liter rent vand eller 1 dagsration af beriget nødhjælpsmad til et barn i nød.

Som følge af samarbejdet med UNICEF har RICE været med til at levere:

I 2017: Rent drikkevand til 66.000 børn i en hel måned, svarende til 9,9 millioner liter rent drikkevand

I 2018: Rent drikkevand til 147.000 børn i en hel måned svarende til 22,1 millioner liter rent drikkevand og 26,484 rationer af specielt beriget nødhjælpsmad svarende til mad til 8,828 børn i en dag

I nedenstående video kan du se, hvordan UNICEF arbejder med børn i verdens brændpunkter og hvordan de gør brug af den støtte de modtager.

 

2016: Little box of Hope

I 2016 støttede RICE Dansk Røde Kors og deres udviklings- og nødhjælpsarbejde i Syrien. Krigen i Syrien har fået voldsomme konsekvenser for millioner af uskyldige og tusinder blev sendt på flugt.

Røde Kors har været til stede med akut nødhjælp i form af mad, vand, medicin og lægehjælp til krigens mange ofre. Mere end halvdelen af befolkningen fik akut brug for humanitær hjælp. Familier blev tvunget på flugt fra deres hjem og sult og nød blev hverdag, fordi befolkningen var fanget i krigszoner afskåret fra basale fødevarer.

RICE støttede Dansk Røde Kors i deres arbejde under krigen i Syrien - Til dette samarbejde designede vi LITTLE BOX OF HOPE food kit med det formål at give håb til mennesker i nød. RICE LITTLE BOX OF HOPE food kit bestod af seks food-boxes samt 6 melamin-skeer i forskellige farver.

For hvert solgt food kit donerede vi 10 DKK til Dansk Røde Kors og deres vigtige arbejde under krigen i Syrien.

 

2014: Danske Hospitalsklovne

RICE støtter mange forskellige projekter i udviklingslande, men nogle gange, er det er vigtigt at huske på, at der kan være brug for hjælp lige der, hvor vi er. I 2014 lavede RICE et projektsamarbejde, der havde til formål at støtte Danske Hospitalsklovne, og det arbejde de gør for indlagte børn på landets hospitaler.

Når et barn bliver indlagt, kommer det til en ukendt voksenverden, der kan være skræmmende og svær at forstå for et barn. Formålet med Hospitalsklovnene er her at gøre indlæggelsen for børn lettere at komme igennem blot ved at være der for barnet. Humor og den tætte personlige tilstedeværelse giver plads til lykke og tillader barnet at være netop det det er: Et barn - på trods af den alvorlige sygdom.

Til dette projekt havde vi designet melaminkopper og tallerkner med store røde prikker som skulle illustrere Hospitalsklovnenes næser. Ved hvert køb af en pakke med 4 melaminkopper eller 4 tallerkner donerede RICE et finansielt bidrag til de Danske Hospitalsklovne.

 

2014: Sikker Barndom i  Vietnam – Landmine projekt i Vietnam

2014 var året hvor Børnekonventionen kunne fejre 25-års jubilæum. I den forbindelse tog RICE del i projekt ”Sikker Barndom i Vietnam”. Projektet blev lanceret af Dansk Flygtningehjælp som et uddannelsesprogram med det formål at lære Vietnamesiske børn at tackle og undgå sprængstoffer, der stadig findes i jorden efter Vietnam krigen.

Mere end 40 år efter krigens slutning er der stadig landminer overalt i Vietnam og stadig 10 % menes at være aktive. Det kaldes den ”usynlige fare”. Det vil efter sigende tage mere en 100 år at finde samtlige landminer og deaktivere dem, så uddannelse i, hvordan man spotter sprængstof i jorden er ligeså nødvendigt for børn i Vietnam som at lære dansk i danske skoler.

Til projektet lancerede RICE en række børnemelaminprodukter og for hvert solgt produkt donerede vi finansiel støtte til projekt ”Sikker Barndom i Vietnam”.

 

2011: Jheel – Jaipur, Indien

I 2011 påbegyndte RICE et tre-årigt samarbejde med Danida med det formål at forbedre arbejdsvilkårene for arbejderne i produktionen hos vores leverandør Jheel i Jaipur. Projektet var en succes og i dag lever fabrikken op til SA8000-standarden – en guide, der fremmer etisk- og social ansvarlighed.

Som et yderligere resultat heraf, så har vores Leverandør i Jheel nu også fokus på miljømæssige forhold og har fået implementeret et rensningssystem af spildevand.

 

2010: Send me to School - RICE School in Myanmar

I 2008 blev Myanmar alvorligt hærget af den voldsomme cyklon, Nargis, og mange steder på øen blev landsbyer jævnet med jorden – heriblandt huse og skoler.

For at hjælpe beboerne i Myanmar indledte RICE i 2010 et projektsamarbejde med Dansk Flygtningehjælp om at bygge en skole i Sar Chett - en lille landsby i det sydvestlige Myanmar - der blev specielt hårdt ramt af cyklonen. Projektet fik navnet ”Send Me to School.”

”Jeg tror på, at uddannelse er grundlæggende nødvendig for, at børn udvikler deres personlige og sociale færdigheder, finder deres muligheder i livet og lærer om demokrati og menneskerettigheder. Vi vil gerne benytte lejlighed for at gøre en forskel for mange af disse børn, og en af måderne er, at bygge en skole til dem”. Charlotte Hedeman Guéniau, Grundlægger og Kreativ Direktør, RICE 

Til projekt ”Send Me to School” designede RICE en række madkasser og melaminprodukter med skolemotiver på. For hvert solgt produkt gik 50% af overskuddet til projekt ”Send Me to School”.

Selve skolebygningen stod færdig i slutningen af januar 2011. Skolen, som kom til at bestå af 3 klasseværelser og 4 rigtige toiletter, rummer de 672 børn fra Sar Chett og de 5 omkringliggende landsbyer.
Ud over at fungere som skole, fungerer bygningen også som et sikkerhedsrum i tilfælde af ekstremt vejr. Fundamentet er stærkt nok til at modstå naturkatastrofer som cykloner, og kan tåle oversvømmelser, jordskælv og storm. 

 

2009: Dansk Røde Kors Klub 10 Fundraising Event

I 2009 var Ejer og Kreativ Chef, Charlotte Guéniau, en del af Dansk Røde Kors Klub 10 – et fundraisingnetværk under Røde Kors. Røde Kors Klub 10 udpeger hvert år 10 særlige personer fra kultur- og erhvervslivet, som får til opgave at søsætte kreative og indbringende projekter, der kan genere penge, så Røde Kors kan fortsætte med at hjælpe sårbare og udsatte mennesker herhjemme og ude i verden. 

Som følge heraf arrangerede Charlotte og RICE d. 3. oktober 2009 et fundraising-event i form af et eksperimentelt heldags lagersalg med salg og boder, musik og hygge, mad og drikke og forskellige aktiviteter. Dagen sluttede af med en koncert med Blues Brother Souvenir Show og The Storm med Pernille Rosenlund.

Eventet var en stor succes og op mod 4000 gæster, virksomheder og frivillige deltog i- og bidrog til projektet. Lokale forretninger tilbød deres service og donerede overskuddet til eventet.

 

2009: Cups Full of Hope

I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp lancerede RICE i 2009 projekt ”Cups Full of Hope.” Formålet med projektet var at skabe fokus på, hvordan man sikrer den mest basale forudsætning for overlevelse til mennesker på flugt – nemlig vand.

For en familie på flugt er evnen til at samle og opbevare vand vigtig for at overleve… muligheden for at bade og vaske hænder hindrer infektioner samt nedsætter risikoen for sygdomme.

Til projektet lancerede RICE et sæt specielt designede melaminkopper. For hvert solgt sæt af ”Cups Full of Hope”-kopperne, donerede vi en 20l. vanddunk og et vaskesæt til en flygtningefamilie. Som følge af samarbejdet fik ca. 10.000 familier hjælp til rent vand.

 

2009: Spoon Full of Hope (2)

Projekt ”Spoon Full of Hope” fortsatte i 2009 og havde igen til formål at skabe fokus på de mange konflikter i Afrika – konflikter som på det tidspunkt igen og igen sendte tusinder på flugt, og resulterede i mangel på mad og rent drikkevand.

Projekt ”Spoon Full of Hope” i 2009 havde denne gang til formål at sætte fokus på situationen i Somalia, hvor familier var sendt på flugt og havde stort behov for både mad og rent drikkevand.

RICE designede igen en suppeske. Ved salg af hver ske donerede vi 24 portioner suppe til flygtningefamilier i Mogadishu, hovedstaden i Somalia.

 

2008: Spoon Full of Hope (1)

Projekt ”Spoon Full of Hope” blev påbegyndt i 2008 og havde til formål at skabe fokus på de mange konflikter i Afrika – konflikter som igen og igen sender tusinder på flugt og som konstant giver mangel på mad og rent drikkevand. 

Muligheden for at lave og opbevare mad er altafgørende for flygtningefamilier, som har mistet alt. For at kunne overleve og bevare håbet for en lysere fremtid er det vigtigt at kunne sørge for mad og drikke til sin familie.

RICE designede en suppeske i melamin til formålet. For hvert salg af denne suppeske, donerede RICE et køkkensæt til en flygtningefamilie i Sudan. Køkkensættet bestod af kogegrej, en beholder til mad samt et servicesæt med skåle, tallerkener, kopper, bestik og knive nok til 5 personer.

For nogen var dette køkkensæt endda udgangspunktet for at kunne starte en lille bod i en af flygtningelejrene.

Med Spoon Full of Hope-projekterne lykkedes det at hjælpe 7200 flygtningefamilier til selvhjælp i forbindelse med mad.

 

2008 – 2011: Lakshya, Indien

I 2008 indledte RICE et tre-årigt projektsamarbejde med vores leverandør i Indien, Lakshya. Lakshya startede i 2004 som en lille virksomhed, der producerede tasker af lamineret stof og avispapir. Overskuddet fra taskerne gik til at hjælpe gadebørn i New Delhi til et bedre liv - bl.a. hjælp til mad og husly, men også til skolegang, således at børnene blev klædt på til at varetage eget liv og få et arbejde.

I 2008 leverede Lakshya tasker til RICEs kollektion og overskuddet heraf gik til at støtte underbemidlede børn og unge i at få en videregående uddannelse.

I projektet donerede RICE hver måned økonomisk støtte til Lakshya og lagde ordre på taskerne med jævne mellemrum. Hele to børn har som følge af samarbejdet fået en college-uddannelse.

 

2007 – 2009:  Susbiz, India

I 2007 deltog RICE I Susbiz-projektet sammen med en leverandør i New Delhi, Indien.

Målet med projektet var at udvikle og implementere initiativer med fokus på arbejdsforhold og miljø og herigennem dele erfaringer efterfølgende med andre lokale virksomheder.

 

 

 

{{lineitem.ProductName}}

{{lineitem.VariantName}} - {{lineitem.Quantity}} x {{lineitem.FormattedPrice}} {{lineitem.FormattedPrice}}

Din kurv er tom ;(
Total {{basket.FormattedProductsTotal}}
Til kassen